Acceptance and Commitment Therapy

ACT

Acceptance and Commitment Therapy, som forkortes til ACT, og udtales som ordet – er ligesom Medfølelsesfokuseret terapi, en del af den nye tredje bølge inden for kognitiv adfærdsterapi. ACT er en måde at møde sig selv, andre og verden på og bør egentlig betegnes som ‘Accept and Commitment Tilgang’ fordi den kan benyttes på tværs af fag og kerneydelser. Det er mennesket bag symptomerne, problemerne og diagnoserne der er det væsentlige. Fokus hviler på at genvitalisere ønsker, håb, drømme og værdier som måske er skredet i baggrunden, på grund af en hverdag, hvor man er fanget i indre kampe.

En grundlæggende antagelse i ACT er at lidelse er normalt og en uundgåelig del af det at være menneske. Ydermere, er det en antagelse at jo mere vi kæmper imod de svære ting i livet, jo mere risikerer vi, at de fylder.

Ved hjælp af forskellige øvelser og metaforer bliver det muligt at observere dine tanker og følelser – og få øje på dem som netop dét de er – blot tanker og følelser, ikke sandheder og fakta.
Vi arbejder hen i mod, at du får større accept af at rumme de svære ting i livet frem for at kæmpe imod dem. Det giver lindring i forhold til symptomer og øget livskvalitet.

ACT handler om at skabe psykologisk fleksibilitet som er afgørende for:

  • At kunne møde sig selv og andre med nysgerrighed og et åbent sind.
  • At kunne tilpasse sig hverdagens udfordringer.
  • At kunne mentalisere og perspektivtage.
  • At kunne leve et liv som handler om netop det du ønsker det skal handle om.
  • At kunne slippe kampen og være til stede i nuet.
  • At leve et vitalt og meningsfuldt liv, med den lidelse som livet nu engang rummer.

Målet med ACT er værdier

Et kernemål for ACT er værdier; at skabe værdibaserede liv, værdibaseret samarbejde og værdibaserede problemløsninger. Essensen heri er at vi handler ud fra vores værdier, frem for at handle ud fra frygt, undgåelse eller forhistorier om os selv, som hæmmer vores kreativitet, nærvær eller aktivitet. Derfor bliver vores værdier vores ”kompas”. Det er vores værdier vi gerne vil styre i retning af. Det er vores værdier der er det virkelige vigtige for os.

Værdier kan f.eks. være at være en omsorgsfuld mor, en tillidsfuld veninde, en engageret medarbejder, en bæredygtig verdensborger mv. Vores værdier er retningsgivende i livet.

Hvordan arbejdes der med ACT?

I ACT arbejder vi oplevelsesorienteret, hvilket betyder at vi inddrager både vores hoved, vores følelser, vores tanker og vores handlinger. Vi arbejder med forskellige øvelser, mindfulness, visualiseringer og metaforer, for at øge psykologisk fleksibilitet. Ikke mindst arbejder vi meget konkret på at øge dine værdibaserede handlinger. Vi nuancerer din selvfortælling og træner det at møde os selv, andre og verden med tålmodighed og medfølelse samtidig med at vi skaber handlekraft.  

ACT er effektiv i forhold til flere lidelser, som blandt andet depression og angst. Men da ACT handler om at skabe trivsel, mening og engagement i livet, er ACT derfor en tilgang for alle. Det er ikke en fix det tilgang, men en lev det tilgang.    

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.